C-568/08

09.12.2010

Erstatning. Midlertidig forføyning.

»Offentlige kontrakter – klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter – direktiv 89/665/EØF – forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre klageprocedurer – national lovgivning, hvorefter den domstol, der træffer afgørelse om foreløbige forholdsregler, kan godkende en afgørelse om tildeling af en offentlig kontrakt, som den domstol, der realitetsbehandler sagen, efterfølgende kan fastslå er i strid med EU-retten – forenelighed med direktivet – tilkendelse af erstatning til skadeslidte bydende – betingelser«

36 Ifølge artikel 7, litra c), i direktiv 2004/18 finder dette direktiv såvel på tidspunktet for offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen som på tidspunktet for tildelingen af den i hovedsagen omhandlede kontrakt anvendelse på offentlige bygge- og anlægskontrakter, hvis anslåede værdi eksklusive moms svarede til eller oversteg 5 278 000 EUR.

Direktivene omfatter anskaffelser som er lik, eller overstiger, terskelverdien

59 Det følger af de ovenstående bemærkninger, at direktiv 89/665 ikke er til hinder for en ordning, hvor den eneste procedure for opnåelse af en hurtig afgørelse er kendetegnet ved den omstændighed, at den er rettet mod en hurtig foreløbig forholdsregel, at der ikke finder nogen udveksling af synspunkter mellem advokater sted, at der som regel kun forekommer skriftlig bevisførelse, og at de retlige bevisregler ikke finder anvendelse.

Direktivene er ikke til hinder for at det i nasjonal rett kun er midlertidig forføyning, uten kontradiksjon og muntlig bevisførsel, som er tilgjengelig for å få en hurtig avgjørelse i saken

77 Henset til muligheden for at indføre en sådan ordning kan det ikke udelukkes, at den domstol, der skal træffe afgørelse om foreløbige forholdsregler, og den domstol, der skal realitetsbehandle sagen, som i forlængelse af hinanden skal behandle samme sag, lægger en forskellig fortolkning af den anvendelige EU-ret til grund. For det første skal domstolen under en sag om foreløbige forholdsregler træffe afgørelse inden for rammerne af en hastesag, hvorunder såvel bevisindsamlingen som vurderingen af parternes anbringender nødvendigvis er mere summarisk end inden for rammerne af realitetsbehandlingen af sagen. For det andet er det i modsætning til den domstol, der realitetsbehandler sagen, ikke en opgave for den domstol, der træffer afgørelse om foreløbige forholdsregler, at tage endelig stilling til de anbringender, der er indgivet for den, men midlertidigt at beskytte de relevante interesser, i givet fald ved at afveje dem.

Det er ikke i strid med direktivene at det i nasjonal rett er en mulighet for at den domstol som treffer midlertidig forføyning legger til grunn en annen fortolkning av direktivene, enn den domstol som senere behandler et etterfølgende krav om erstatning mv.

90 I fravær af EU-retlige bestemmelser på området tilkommer det den enkelte medlemsstat i sit retssystem at fastsætte de kriterier, hvorefter erstatning for tilsidesættelse af de EU-retlige udbudsbestemmelser skal fastsættes og vurderes (jf. analogt dom af 19.6.2003, sag C-315/01, GAT, Sml. I, s. 6351, præmis 46, og af 30.9.2010, sag C-314/09, Strabag m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33), for så vidt som ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet er iagttaget (jf. i denne retning dom af 13.7.2006, forenede sager C-295/04 – C-298/04, Manfredi m.fl., Sml. I, s. 6619, præmis 98).

Den enkelte medlemsstat bestemmer kriterier for erstatningen, så lenge kravet om likebehandling og effektivitetsprinsippet bak reglene er ivaretatt

91 Det fremgår af fast retspraksis, at processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. dom af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral, Sml. s. 1989, præmis 5, af 13.3.2007, sag C-432/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 43, af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 46, og af 8.7.2010, sag C-246/09, Bulicke, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25).

Kravet om likebehandling innebærer at prosessuelle regler for å beskytte rettighetene ikke skal være mindre gunstige hva gjelder beskyttelse av EU-retten, enn for tilsvarende søksmål på grunnlag av nasjonal rett

Likebehandlingsprinsippet innebærer at det ikke i praksis kan gjøres umulig eller uforholdsmessig vanskelig å utøve rettighetene